Category Archives: På besøg hos…

Status på skoene

Som jeg skrev om forleden dag her var jeg træt af at skulle vente i 5 måneder på at få de sko, jeg havde bestilt hos H&M før nytår, så derfor skrev jeg en mail til deres kundeservice.

Svaret lød, at de pga. problemer med deres leverandør ikke kunne levere dem før maj måned (altså uge 20), på nær hvis man brugte str. 40 – så ville de kunne leveres i april (det gør jeg i øvrigt ikke.) Hvis der var nogen som allerede nu havde modtaget dem, så var det en fejl. Nå.

Dertil svarede jeg, at jeg via min blog havde hørt fra endnu flere som netop havde modtaget dem, og hvis det også betragtedes som en fejl, så ville jeg da gerne være den det gik ud over næste gang!

Endnu et svar tikkede ind i min indbakke her til formiddag – sørme om skoene ikke var ved at blive pakket til mig! Og oven i købet fik jeg en undskyldning samt en lille bonuscheck på 50 kr. til deres webshop for svie og smerte. 😉 Not bad at all!

Konklu: Det kan sommetider betale sig at brokke sig!

På besøg hos…

…mig! Dog ikke på garderobe-måden. Jeg har bemærket, at flere (for ikke at sige mange) bloggere nødigt vil vise deres hjem frem, da det er “for personligt”. Jeg mener bare, hvis du kan vise dit fjæs adskillige gange på din blog, så er dit interiør vel ikke mere personligt end det?! Så længe der ikke er nogen der ved hvor jeg bor, så har jeg skam ikke noget i mod at vise hvordan jeg bor.

Det eneste problem er, at jeg bor med min kæreste i en 1-værelses lejlighed på 36m2, så pladsen er lidt trang – men det er billigt! 😀 Heldigvis har vi en stor privat tagterrasse, så der bliver han sendt ud, når vi skændes (selvfølgelig ikke omvendt!)

I anledning af, at min kæreste snart kommer hjem, følte jeg mig nødsaget til at rydde lidt op (læs: gemme tom flødebollekasse under sengen væk, smide pizzabakke ud og flytte tom flaske cola fra gulvet og ud i pantkassen (jep, sådan en har vi!)). Derfor er der nu danmarkspremiere på… “På besøg hos Sofie!”

Mit bloggerhjørne (som roder lidt mere end jeg kunne ønske). Stolen er vistnok fra Ilva og har tilhørt min søster, men jeg har lånt den på ubestemt tid. Billederne på væggen er udklip fra H&Ms første home-katalog.

Sjov kiwifugl af træ købt i New Zealand (eller faktisk gik den jeg købte i stykker, men så sendte de mig sgu en ny! De er bare så rare, de der kiwier. Altså folket.)

Her indtages dagens måltider (hvis det da ikke lige foregår i sengen som i denne uge.) Ha, opdager lige at alt er fra IKEA! 😀

Maleri i entréen malet af min veninde. Jeg gav det til min kæreste engang for længe siden. Og ja, det er altså mig på billedet, selvom folk ikke kan se det. Det er da tydeligt?!

Babushka-æsker i alle størrelser som jeg har fået af min kæreste.

To fugledyr som jeg har malet. Heldigt man ikke kan se hvor skævt de hænger! 😀

Nå, men så har I set lidt fra min bolig. Spændende? Måske. Kendetegnende ved min indretning er, at alting helst skal være hvidt på nær nogle enkelte elementer i stærke farver. Jeg får stress af rod!

På besøg hos…

Min veninde Nete er sådan en, der efter eget udsagn aldrig har noget at tage på, selvom skabet er fyldt med tøj, og hun kan simpelthen ikke forstå hvor alle hendes penge forsvinder hen – for hun har jo næsten ikke købt noget nyt tøj (på nær gaaanske få ting) og den der rejse til Egypten var næsten gratis. 😉

Udover hendes fascinerende tøjskab (hvorfra jeg kun huggede ganske lidt!) har hun en forkærlighed for Marilyn Monroe og ikke mindst Mads Langer som hun mener er the love of her life. Hun er tosset med farver og kan godt lide at blande både billige og dyre ting – se bare på Chanel-tasken. 😀

Jeg synes i hvert fald, at hun har et misundelsesværdigt klædeskab, mens hun selv mener, at der er alt for mange ting hun aldrig bruger. Derfor har vi aftalt en dag, hvor jeg skal komme over til hende og tage billeder af alt hendes fine tøj som så skal sælges på Trendsales. Så hvis du allerede nu kan spotte en ting eller to, du bare eje, så giv lyd – måske vil hun sælge dem! Dog tror jeg ikke, at I behøver at sukke efter Chanel-tasken – kunne forestille mig at det var en livsinvestering for hende. 😉

PS: Hvad synes I om et indlæg som dette? Er det sjovt at læse om andres ting end bare lige mine? For så kunne det være, at man skulle lave det til et fast indslag, hvis ellers mine veninder vil stille op. 🙂 Hvis I har ris, ros eller andet, så tøv endelig ikke!